tachinani

Dengang.dk

❤️ Click here: Johs j?rgensen en ensom landevej midt i den romerske campagne

På turistkontoret i starten af byen fortalte man, at alle alberguer var fyldte. Ved påforing af forfatter. Præsident Ford overtog jobbet fra Richard Nixon.

Det var lykkedes Washington i nattens løb ubemærket at føre sine tropper uden om den engelske hovedstyrke bag om den til Princeton, hvor han havde overrasket og slået tre engelske regimenter, der var stationeret dér. De gode er næsten løbet tør for ammunition, deres leder er såret, tropperne er fortvivlede og modløse, og alt håb synes at være ude. De blev turens venskabsmæssige højdepunkt. I Efeserbrevet 1:4 siger Gud, at Han havde sit øje på dig før verdens grundlæggelse.

Dengang.dk - Modstanden for tråde af 1 m længde og 1 mm2 tværsnit s areal den specifikke modstand har for nogle vigtige metaller følgende talværdier i ohm: sølv 0,016, kobber 0,017, zink 0,06, jern 0,10 og kviksølv 0,96 ohm. I 23 stater i USA fuldbyrdes dødsstraffe ved at forbryderen bombardementet med ioner.

Der var ikke megen diskussion, og den der var, var udelukkende støttende og positiv overfor bestyrelsens og andre gode kræfters arbejde i det forgangne år. Nu er jeg nærmest tilbøjelig til at mene, at Caminoen er lunefuld, uberegnelig. Den kan være hård og nærmest ufremkommelig for den positive og håbefulde, fysiske og psykiske problemer kan støde til og skabe store problemer, der er næsten umulige at komme frem for. Og omvendt kan pilgrimmen med det problematiske sind møde en frihed og lethed på Caminoen, der sætter de hjemlige eller eksistentielle problemer i et nyt perspektiv, der giver nyt mod på livet og peger på løsninger, der før ikke syntes mulige. Om formiddagen havde vi haft et givende årsmøde, hvor vi dels havde delt os i parallelle grupper efter interesser, dels vandrede en god tur langs Lillebælt. Bestyrelsen havde sat to en halv time af til den — og så varede den kun en lille time. Pludselig havde vi en masse tid til overs inden middagen. Når vi nu havde så megen uplanlagt tid til rådighed, kunne deltagerne komme frem med, hvad de havde på hjertet — og med god tid til at vende de forskellige emner. Meget — det meste? Og så, naturligvis, af de betingelser og muligheder, Caminoen møder én med. For mig blev det en god snak, der viste, hvor forskelligt vi hver især har det med den Camino, som vi alle interesserer os for og de fleste af os er kommet til at holde af. Under det hellige år 2010, hvor over en kvart million pilgrimme ankom til pilgrimskontoret i Santiago og udbad sig et bevis, var langt den største andel spaniere, der havde vandret fra netop Sarria. Jeg har tidligere ment, at Caminoen sætter et trold spejl op for os og giver tilbage, hvad vi hver især kommer med. Altså: hvis man kommer med glæde og overskud, så får man glæde og endnu mere overskud tilbage. Og hvis man kommer med tungt sind og svære personlige problemer, så svarer Caminoen med at være svær og tung at vandre. Ikke et ondt ord om det, men for flere af deltagerne i vores snak på generalforsamlingen, virkede det ganske overvældende med Noget rigtigt tror jeg stadig, der er i den teori. Men hver gang man møder andre og 4 Redaktionen dette nærmest enorme tilskud af pilgrimme på vejene — og ikke mindst refugierne. Caminoen blev næsten til en stressende oplevelse af konkurrence om at komme til - og den ro, som man havde kunnet finde på de mange hundrede kilometers vandring før Sarria, blev ganske effektivt forstyrret. En anden metode er helt at undgå mylderet, at finde andre veje uden om trængslen. For der er ikke kun én Camino, der fører til Santiago. Herom kan man læse i to af de andre artikler. Der er min egen om Camino Inglés, hvor man helt kan undgå at møde nogen som helst andre pilgrimme, samtidig med at man bliver mødt med venlig nysgerrighed fra den lokale befolkning. I tidligere udgaver af Pilgrimmen kan man finde endnu flere eksempler. Har man ikke gemt de tidligere numre af Pilgrimmen eller er relativt nyindmeldt, kan man finde samtlige tidligere numre på foreningens hjemmeside. Hvad skal man stille op med den oplevelse af trængsel og uro? Jeg tror, der var enighed om, at man ikke kan slippe for de andre, turisterne. Heller ikke for de skoleklasser og ungdomsgrupper, der kan virke ganske støjende ude på vejene, hvor de helt alderssvarende lader hormonerne styre løjerne og virker helt opslugte af deres egne dagsordner. Dog skal man ikke helt undsige netop grupperne af unge. Ofte vil de gerne bruge deres diminutive engelskkundskaber og snakke lidt også med os andre. En anden og garanteret stille og rolig Camino kan man finde, hvis man bevæger sig ud på de ikke allerede anlagte og afmærkede. Man kan med brug af et godt kort og en smule eventyrlyst i blodet selv finde sin egen vej. Det er det, som Carsten Maegaard har gjort og fortæller om i sin artikel om den selvopfundne Camino Belesar, der går uden om menneskemylderet på den sidste del af Caminoen. Det er i øvrigt en Camino, der løber sammen med andre af de allerede afmærkede og i tidligere numre af Pilgrimmen beskrevne ruter, der kommer sydfra. Men en udfordring er det da. Hvad stiller man op? Som jeg fornemmede det, endte drøftelserne på generalforsamlingen i, at vi bliver nødt til at acceptere vilkårene, som de nu engang er, og forsøge at få det bedste ud af situationen og bearbejde de sider af os selv, der har svært ved at overkomme de andre og frygten for, om der nu er plads til mig. Hvad du end vælger af løsninger på din egen Camino, skal du ikke være i tvivl om, at du er velkommen på Caminoen og har ret til at være den, du er, især hvis du giver de - os - andre den samme ret. Buen Camino 5 Pilgrimslivet Vejen til Santiago — Caminoen den 1. Niels Erik Søndergaard har flere gange skrevet i pilgrimmen om åndelige vinkler på det at være pilgrim. Derfor har redaktionen ofte opfordret ham til at kæde sine overvejelser sammen med erfaringer som pilgrim. Blandt andet gennem Foreningen af Danske Santiagopilgrimme har jeg gjort tilløb til turen. Især Bent Jul har inspireret mig. Beretninger, foredrag om Caminoen og mange råd til turen har lagt op til dette. Naturligvis spiller det kulturelle element en rolle i praksis, men selve årsagen og anledningen til min beslutning om at gennemføre pilgrimsvandringen er muligheden for spirituel inspiration. Denne fremmes under den fysiske vandring og ved nærheden med de vandrende under primitive forhold. Og turen, hvor der sker en afkobling fra hverdagens stress og materialisme, ender ved katedralen, hvor den inddrager kristen spiritualitet som en naturlig, uundgåelig del af helheden. Vandringen ikke er en almindelig turisttur, men inddrager det metafysiske aspekt. Den mest spændende kirke 6 Pilgrimslivet indenfor det gamle danske område er pilgrimskirken i Sankt Oluf i Østskåne. Det siges, at det er den hårdeste tur på Caminoen. Turen var forbavsende god og fin uden problemer, men det var nok. Jeg var derfor først klar til at gå kl. Jeg fandt sammen med Franticek fra Prag, som jeg gik sammen med hele dagen. Han var en god støtte, og vi snakkede godt sammen. Han gik Caminoen, fordi han havde problemer med et sygt barn og tænkte over, om han trængte til mere ydmyghed. Om aftenen kom vi til et flot og stort refugie i Roncesvalles, hvor jeg fik aftensmad ved et bord sammen med 9 andre. Vi sov i bokse 4 og 4, hvor jeg mødte spændende, opmærksomme, åndeligt levende 40 årige Ansonet fra Sydafrika. Der var en dejlig pilgrimsmesse, hvor jeg uden at kunne sproget kunne svømme hen i traditionen og religionen. Det var en stor omgang for første gang at holde styr på en rygsæk. Klokken 22 gik vi alle i seng helt naturligt af træthed. På alberguet købte jeg Michelins Guide over Caminoen med kort og angivelser af højde, landsbyerne og alberguerne. Den gik jeg med hele tiden, og den var en rigtig god vejledning. Vi gik den første dag 25 kilometer over Pyrenæerne til Roncesvalles på syv timer. Stigningen var fra 200 til 1400 meter med et fald fra 1400 til 900 meter til sidst. Fra Shakespeares Richard den 3. Der var en pragtfuldt udsigt i solskinsvejr, hvor vi kunne se og fotografere bjergene. Vi kom forbi stedet med korset og sværdet, hvor Roland i 778 stoppede maurerne. Der var et stort forbrug af vand, men også mulig- 2. Da var vi også udhvilede. Denne rytme gentog sig hver dag. Det var en god og sund rytme. For her i sommertiden drejede det sig om at gå mest muligt om formiddagen og undgå den varme eftermiddag med 40 gr. Jeg stilede efter hver dag at gå ca. Hun havde studeret et halvt år i Spanien, gik hurtigt og ville videre. Vi var fremme kl. Dag nummer to oplevede jeg som den psykisk hårdeste dag på Caminoen. Turen gik op og ned på stenede klippestier, hvor man kunne gå og gå og ingen steder komme. Vejen er en lignelse og en realitet, fordi den foregår indenfor og udenfor den tid, det tager at komme fra sted til sted, og fortsætter langs hele dit liv, hvis du tillader vejen at træde ind i dit liv, forandre dig og gøre dig til en pilgrim. Vejen gør dig enklere, for jo lettere rygsækken er, des mindre vil den belaste din ryg, og des mere vil du opdage, hvor lidt du behøver for at være i live. Vejen gør dig til en bror eller en søster. Hvad du end har, må du være rede til at dele, for selv om du begyndte for dig selv, møder du vandrefæller. Vejen føder fællesskab, et fællesskab, der hilser andre, der interesserer sig for, hvordan vejen går for andre. Vejen stiller krav til dig. Du må stå tidligt op trods træthed og vabler. Vejen kalder dig til meditation, til overraskelse, til åbenhed, til grundig betragtning, til at stoppe, til stilhed, til at lytte, til at beundre, til at velsigne — både over og angående naturen, dine rejsefæller, dig selv og Gud. Kapellet var et åndeligt højdepunkt på Caminoen. I Pamplona Iruña kom jeg til det store albergue Jesus Y Maria med op mod 150 senge. Folk sad og stod på gaderne med deres vinglas. Folk stod foran hver bar ude midt på gaden og snakkede vildt højt uden at være ophidsede. Der var en kulturhyggestemning, som vi ikke har hos os. Det var den sidste dag, jeg havde problemer med benene. Hofterne, knæene, læggene og fødderne blev dag efter dag forbavsende stærke. Jeg havde to svage tæer. Ved den ene tå forebyggede jeg problemerne, men det fik jeg ikke gjort ved den anden, der derfor fik en blodsamling. Da var gaderne helt tomme. Spanierne er ikke morgenmennesker, men aften- og natmennesker. Hver dag, når jeg kom frem, var der: bad, soignering, barbering, tøjvask og hvil. Det tog som regel tre timer. Alberguerne er inddelt i private, kirkelige og kommunale albergue municipal. De kommunale og kirkelige koster 5 euro, mens de private op til 10 euro pr. De kommunale var som regel de ringeste, kun en seng. De kirkelige havde nogle gange pilgrimsmesse og fællesspisning. De private var hyggelige med hyggestuer, hyggehaver, hospitaleros, små sovesale og nogle gange menu på stedet. Den første del af turen gik jeg sammen med Con og Maggie fra Irland. Vi fik en god snak og mødtes flere gange senere. De havde først været i Lourdes i to dage. De græd over at tage derfra. I deres møde med alle de syge mennesker fik de meget at takke for, da de derved fik at se, hvor godt de selv havde det. Det hører med til beretningen, at Maggie, irsk lærerinde, kun havde halve fingre på den ene hånd. Maggies onkel, der døde af kræft, fik i Lourdes en dyb ro og fred over sit liv. Vi mødtes jævnligt i flere uger. De var dybt katolsk åndelige mennesker. Jeg konverserede med spanske Lila. I alt mødte jeg kun tre spaniere, jeg kunne føre en samtale med. En dag tog jeg mig i at tale engelsk med mig selv. Der ville have været mange interessante spaniere at tale med, hvis jeg havde kunnet tale spansk, men vi klarede os udmærket med engelsk som fællessprog. Der var på vejen en stor stigning og tilsvarende nedtur til og fra Alto del Perdon. Mine ben fik det dårligt på turen, så jeg bad om at få kræfter til at gå videre. Jeg havde planlagt at gå til Obanos, men måtte stoppe i Uterga. Det var skønt at smide sig på 5. Ud af 48 dage havde jeg 43 soldage. To regnvejrsdage og tre overskyede dage. Men når der bliver massivt overskyet, synker temperaturen til 13-15 grader. Der var fantastiske landskabsudsigter, da vi i terrænets højdepunkter havde oversigt over landskabet. Jeg havde gode ben og let ved at gå. Men da det først var fra kl. Jeg mødte Mark fra Israel. Han havde to hunde med og teltet på ryggen. Punte la Reina er en smuk klassisk oldtids romersk by. Naboerne bor tæt i de smalle gader og kan ikke undgå hinanden. På vestsiden af byen gik jeg over floden på en 2000 år gammel smuk romersk bro. Her har alle pilgrimme på Caminoen i tusind år gået over, mærkeligt at tænke sig. Broen er arkitektmæssigt kvalitetsarbejde. Jeg ankom til Lorca ved ettiden og ville ikke gå mere. Her Mødte jeg Bryan og Carla Stevens fra London, 77 og 46 år gamle. De blev mine nærmeste venner på Caminoen, hvilket resulterede i mange dybe samtaler og gensidige invitationer til vore hjemsteder. De blev turens venskabsmæssige højdepunkt. Vi mødtes til og med i Santiago løbende med nogle dages mellemrum. De var gode lyttere og gode til at yde et venskabeligt kvalificeret modspil. De var anglikanere fra Sidewark Cathedral ved London Bridge. Vi havde mange gode samtaler over hele registret, åndeligt, politisk, nationalt, erhvervsmæssigt, menneskeligt. I Estrella fik jeg morgenmad på en Bar. Vi var på bar altid. Spanske barer er en slags cafeer, der ligger langs hele Caminoen. Cafe con Leche — espresso + to tredjedel varm mælk og som regel en bocadillo med ost var fast på programmet. Jeg stoppede allerede i Ayegui efter en stille og rolig tur til middag. Jeg afleverede den efter at havde læst den på San Javier i Astorga. Han forlod et godt arbejde i håb om at finde mere end materialisme i tilværelsen. Dagen efter erfarede jeg til min store ærgrelse, at jeg var gået glip af det bedste albergue på Caminoen, nemlig det lille klosterherberg lidt til venstre for broen med 25 senge. Her var der engelsksprogede fra 10-12 nationer, fælles andagt på engelsk, fælles sang, fælles mad fra de penge, der frivilligt var givet dagen i forvejen, med betjening af stedets engelsksprogede hospitaleros. Godt i gang Der lå mange små kirker og kapeller langs vejen. De var gode til et hvil og til en lille andagt. Barerne og kirkerne lå ved siden af hinanden. De gav både fysisk og åndelig føde. Jeg nåede Los Arcos ved middagstid. Desværre gik jeg forbi det hyggelige private østrigske albergue Casa de Austria og endte på det kommunale albergue, men jeg fik menu i nærheden sammen med Con, Maggie, Bryan og Carla. Ved middagstid stoppede jeg i Ventosa. Jeg ventede sammen med andre et par timer til det hyggelige private albergue lukkede op. Efter hvil, bad, vask, dagbog, soignering tog jeg en lille tur i landsbyen, hvor jeg sammen med Rainer om aftenen hyggede mig over menuen. Til slut var der velsignelse af pilgrimmene — benediktione de peregrinos - fra præsten i et sidekapel , hvor vi fik udleveret bedeark for den daglige vej. Messen i Los Arcos var et stærkt højdepunkt. Vi kom på morgen-cafe i Nájera og på formiddags-cafe i Azofra, hvor jeg mødte en række både nye og bekendte pilgrimme. Vi gik forbi rigtig mange flotte vinmarker i den røde jord. Patrick Fowley fra Irland fortalte mig om Sct. Patricks evne til i 400-tallet at behandle den gamle irske kultur præfigurativt dvs. På morgen-tv så vi tyreløbet i Pamplona. I Viana fik jeg en bocadillo på baren og en dejlig andagt i kirken ved siden af. Efter at være gået over broen over floden Ebro kom jeg efter 30 kilometers gang til Logroño, hvor jeg til højre for broen di11 Pilgrimslivet Ved to-tiden nåede jeg Santo Domingo de la Calzada, der er opkaldt efter manden, der i 1000-tallet organiserede Caminoen. Jeg kom til cisterciensernes lille herberg, hvor jeg kl. Sidst på eftermiddagen var jeg på tur i byen og forbi katedralen, hvor Santo Domingo er begravet. Cafeen og kirken lå kun 5 meter fra hinanden. Dejligt, så var der både fysisk og åndelig føde. Det hjælper på den åndelige inspiration, at kirkerummet ikke er et forsamlingshuslokale, men et åndeligt rum. Mit undertøj, skjorte og bukser fra fritidslageret er dyrt, men fortræffeligt. Vi fik morgenmad i San Juan de Ortega og gik videre til Albergue Centro Turistico i Atapuerca. Kun 11-15 grader den dag. Rainer, Daniel og jeg spiste aftensmad sammen. Disse aftenmenuer er meget sociale. En utrolig hyggelig aften tilbragtes under menuen sammen med Rainer, Patrick og Daniel, Bryan og Carla. Til sidst fik vi en snak om kvaliteten af forskellige varer med tjeneren på dennes foranledning i baren. Inden jeg fik set mig om, havde Patrick betalt for min whisky. Jeg nåede til Belorado ved ettiden. Sogneherberget — Albergue Parroquial — var bygget sammen med klosterkirken, hvor der kl. Belært af fejltagelsen i Logroño opsøgte jeg kloster-kommunitets-herberget EMAUS i udkanten af centrum. Jeg foreslog dem saltpiller og jernpiller. Jeg fortsatte til Villafranca Montes de Oca, hvor jeg naturligvis gik uden om det kommunale albergue og allerede kl. Der var køligt og overskyet, og til middag styrtede regnen ned. Til tider kan man ikke undvære fleecetrøjen. Den spanske kirke der modsat frikirkerne har kontakter til det brede folk er ikke rig. I modsætning til den danske kirke, så holder den spanske kirke sig både finansielt og teologisk uafhængig af den rent materialistiske stat, men så må den klare sig selv. Det kan man især se på nogle af landsbykirkerne. I modsætning hertil betaler den danske stat til kirken og forlanger så til gengæld teologisk tilbagebetaling. Jeg foretrækker den spanske kirkes valg. Jeg kunne nu se, at jeg kunne have gået turen hurtigere end planlagt, men det bør ikke dreje sig om at komme hurtigst muligt frem. Om morgenen på ruten har jeg min Kl. Vi fik morgenmad i Itero og gik sammen hele dagen til Fromista, hvor den berømte San Martin kirke fra 1066 med den rene stenfremtoning indvendig ligger. Socialt samvær om aftenen over menuen med Patrick og Daniel. Næste morgen var der morgenmad på stedet. Tilbragte aftenen over menuen med Patrick. Patrick og jeg havde mange dybe samtaler. Vi forstod hinanden åndeligt og intellektuelt. Patrick var turens teologiske højdepunkt. Vi fik i løbet af fem kilometer en overordentlig god samtale om troen, der findes på alle virkelighedens områder i sammenhæng med vores gang på Caminoen og vores daglige tilværelse. Mødet med Colleen mærkedes stærkt åndeligt som et møde med jomfru Maria, som en berøring af Ånden. Jeg fik menu sidst på eftermiddagen sammen med Brian Relph, Anders Nilsson fra Stokholm og Catrine fra Florida. En festival var da ved at begynde med indledende marked, uddeling af præmier, dans og hygge. Jeg måtte gå kl. Men de sidste forlod festivalen, da vi næste morgen forlod byen. Jeg mødte Luise igen og gik sammen med hende resten af dagen. Louise gik og mediterer noget af tiden, jeg også. Hun sagde, at jeg skulle hilse Buen Camino tilbage til folk, hvad jeg så fra da af gjorde. Hun fortalte, at hun havde mødt en franskmand, der havde gået fra Paris til Santiago og nu var på vej retur til fods for åndeligt at sone tidligere narko-gangster-virksomhed. Ud for Revenga så vi til venstre for Caminoen en totalt forladt landsby. Så tænker jeg, at de er flyttet til de store byers forstæder. Jeg opfatter det som et forfald af sande værdier. Ved middagstid nåede vi sammen med Patrick og Daniel nonneklostret Monasterio de Santa Clara, hvor vi fik et 4-mandsrum. Først nu er jeg helt holdt op med at stresse fremad til næste sted. Carrion de los Condes var et ganske specielt højdepunkt på Caminoen. Byen havde 13 Pilgrimslivet mer det katolske lægfolk jævnligt igennem de grundlæggende bibelske tekster. Jeg mødte Colleen på gaden. Hun sagde, at der på Albergue Carrion de los Condes var fællesspisning, for de der medbragte mad fra supermarkedet. Derefter købte jeg ind på et godt supermarked. Con og Maggie havde overnattet to dage i byen ved at gå fra det ene albergue til det andet. Og fortsatte gennem Ledigos til Terradillos, halvejs på Caminoen. Alberguet var opkaldt Jaques de Molay efter den sidste leder af Tempelridderordenen, inden den franske konge i 1312 likviderede ordenen, sandsynligvis fordi den begyndende renæssance ville begrænse troen i det offentlige rum. Tempelridderne var pilgrimmenes beskyttere i Middelalderen. Fra 20 — 21 var der messe med pilgrimsvelsignelse i kirken ved siden af. Mens vi havde været til messe, havde et par af nonnerne rettet den fælles mad til. Fra 21 — 22 var der fælles spisning. Ved bordet snakkede jeg med Colleen, en af nonnerne, Martin og Sara. Alberguet havde en pragtfuld afskærmet hyggehave med sol og grønne buske. I skyggen hyggede Daniel, Luise, to tyskere og jeg os både eftermiddag og aften. Jeg snakkede med en hjemsendt dansk soldat fra Afghanistan, der gik 40 kilometer hver dag. Han mente, at når man går til sin fysiske grænse hver dag, så kan man blive af med eventuelle psykiske problemer. Om eftermiddagen havde Patrick på en cafe forklaret mig rosenkransens indhold. Den kommer rundt om de centrale dele af evangeliet og Det Nye Testamente. Via den kom- 14 Pilgrimslivet gik jeg forbi den nye private albergue i udkanten af byen og havnede i centrum ved siden af kirken i det kommunale albergue. En fejltagelse, her taltes kun spansk. Jeg gik senere tilbage til den gode have i det private albergue fra kl. Om aftenen var jeg til messe i kirken. Hen på eftermiddagen gik jeg ind i den hyggelige by, hvor jeg fandt det første grovbrød i Spanien i supermarkedskæden Lupo. Når man ser de spanske kirker, så forstår man, hvorfor der er nogen i Sydeuropa, der har den opfattelse, at protestantismen kun er en religion for mænd. Jomfru Maria spiller her den samme rolle som alle andre mennesker i kirken tilsammen. Det åndelige kvindelige element er meget tilstede. Det blev slået ihjel i Skandinavien i 1500-tallet. Det kom så igen i 1900-tallet, men kun i rent sekulariseret, materialistisk form. Da Brian og jeg gik derfra, kom vi i gang med lange filosofiske samtaler, så vi slet ikke havde tid til at holde øje med vejen. Vi gik helt forkert og måtte over en dal og to landsbyer uden for Caminoen, før vi nåede El Burgo Ranero. Det tog 5 timer at gå en vej, der officielt er 8 kilometer lang. Heraf kan man se, at der kommer meget godt og ekstra oplevelser af at diskutere filosofi. Brian var turens intellektuelle højdepunkt. Var i katedralen, der er en fantastisk kunstnerisk og åndelig oplevelse. Om aftenen var jeg til pilgrimsvelsignelse i kloster-kapellet. Her 15 Pilgrimslivet Næste dag søndag var jeg til messe først i katedralen. Om aftenen fik jeg pilgrimsmenu på fortovet på strøggaden La Ancha med Rainer. Disse menuer er kolossalt sociale. Det var godt at stoppe op og være i byen med mange sociale hyggekroge på veje og pladser. Jakobsdag og helligdag i Spanien. Efter morgenmaden på alberguet gik jeg i ét stræk de 22 kilometer til Mazarife. Jeg nåede at være med til Sct. Jakobs-messen i landsbyens kirke. Vi sad om eftermiddagen i Albergue San Antonies gode have i parasollernes skygge. Vi fik morgenkaffe i Villavante. I Hospital de Orbigo mødte vi Rainer og besigtigede den flotte romerske bro. Vi fortsatte til Santibáñez, hvor vi kom til et albergue, hvis primitive bade- og toiletforhold kun er gode i varme og tørvejr. Jeg gik hen i kirken og holdt en lille andagt og skrev noget væsentligt i gæstebogen. Der var en dejlig baghave, hvor vi sad 14 mennesker og fik menu fra kl. Jeg hyggede mig med Lone 42 , Sara 21 og Sofie 23 fra København. Sara og Sofie underholdt med rappersange om Caminoen. Det var en god aften. Sofie virkede på overfladen flippet, men var noget helt andet under overfladen. Jeg så i katedralens museum to billeder af Santiago Matamoro — Jakob Maurerdræberen — uden hvilken Spanien i dag blot havde været et Nord-Marokko. Den falske politiske korrekthed forsøger i dag at nedtone Matamoro-skikkelsen, men Santiago Peregrino - Jakob Vandringsmanden - og Santiago Matamoro hører sammen. Den sidste er den førstes forudsætning på alle måder, både historisk og åndeligt. Og ikke mindst i det forhold, at i livet hører kamp og ydmyghed rigtig forstået tæt sammen, hvis ikke begge skal blive falske. Stedets betydning vokser, efterhånden som tiden går. I Ecco Homo Bjergene 27. Og jeg oplevede faktisk, at Maria-kanalen til Gud er givende. Der skete noget, selv om der er plads til, at der kan ske mere. Vi nåede til det engelske Sct. James Selskabs Albergue Gauselmo. Her er der ved siden af et kloster- og munkefællesskab — kommunitet. På alberguet var der 4 omsorgsfulde engelsk-sprogede hospitaleros fra Ungarn, Holland, Sydafrika og England , der hyggede om os mere end på noget andet sted. Både om eftermiddagen og om aftenen sad vi sammen med dem i gården. Om aftenen var vi først til vesper og senere til benediktiones i kirken ved siden af. Dagen blev en rigtig natur-hyggedag med store jævne stigninger og nedgange, hvor det var naturligt at tage den med ro. Vi kom til Cruz de Ferro, der er Caminoens højeste punkt — 1504 meter — med det høje kors, hvor pilgrimmene lægger deres sorger. De fleste tog en sten med hertil. Jeg tog for sjov en sten med herfra. Også Cacabelos var interessant. Jeg spiste min egen morgenmad, som jeg dagen forinden havde købt i supermarkedet. Jeg gik ad en alternativ meget smuk rute ud over vinmarkerne. Efter Ponferrada begyndte brombærrene og vindruerne at blive modne. I Manjarin traf jeg på Tempelriddernes lille sted igen Anders og Cathrine. Anders fortalte, at han er med Sct. Lazarus Ordenen i Jerusalem. Tempelridderordenen vendte tilbage til overfladen igen i 1700 tallet under pavens beskyttelse. Det havde hyggelige indendørs, overdækkede og udendørs fællesrum. Der var lidt primitive luftåbne toiletter og baderum, men Refugio Ave Fenix er et sted med sjæl. De forskellige hospitaleros var tjenende ånder. Altså Jesus Arias, stedets leder. Morgenmad i Molinasca med Bryan og Carla, som jeg snakkede med til Ponferrada, hvor de ville videre. Så Tempelriddernes store flotte borg og gik gennem centrum til det kirkelige refugie med 210 senge. Om morgenen har jeg min morgenbøn. Se- 18 Pilgrimslivet 1. God meditation i et dejligt kapel i La Portala. Afslappet tur til Vega de Valcarce, hvor jeg desværre gik forbi det private brasilianske albergue, fordi jeg ikke havde tålmodighed til at vente to timer på dets åbningstid. Jeg kunne godt ønske mig flere pilgrimme over 40 år. Fra Roncesvalles er næsten alle på Caminoen pilgrimme, men langs med ruten falder andelen af pilgrimme, mens andelen af turister stiger. Efter Leon er pilgrimmene i mindretal. Fra Sarria tipper balancen helt, så pilgrimmene i nogen grad bliver væk blandt turisterne. For den skaber ikke pilgrimme, men turister. Dog giver det selvfølgelig mange unge spaniere en stor oplevelse. En anden gang vil jeg gå Caminoen en måned senere. Jeg ventede til det værste var overstået. Selv om det regnede et par timer, så var bukserne tørre, da vi nåede frem. De 8 kilometer fra Las Herrerías til O Cebreiro med en stigning på 700 meter var det hårdeste afsnit af turen for mig. Nåede det kommunale albergue, der er en meget primitiv kaserne, hvor intet bliver forklaret, hvor der indkvarteres 50 i et rum, hvor badeforholdene uden toiletpapir er særdeles primitive. Udsigten fra O Cebreiro kan ikke beskrives af et kamera, den skal opleves. Vejen fra La Faba er en kodriversti, hvor man skal passe på ikke at træde i kokasserne. Sådan er det i øvrigt på halvdelen af stierne i Galicien videre frem. Vi gik det meste af dagen sammen. Vi nåede Triacastela ved 13-tiden. Der er en 4-5 alberguer i landsbyen. Vi gik forbi det store kommunale herberg, der ligger først i byen. Vi gik videre til Albergue del Hortas de Abel, hvor der var plads. Det er et dejligt lille hyggeligt sted. Jeg har forsømt at forebygge min svage 2. Compeed plaster og compeed stift er en god ting. Man kan nu ikke tillade sig at komme frem efter middag, hvis ikke man vil henvises til et for en pilgrim halvdyrt hostal. Jeg gik over San Xil-vejen med den smukke udsigt. Ved 11-tiden nåede jeg Sarria, hvor trængslen på Caminoen bliver maksimal. På turistkontoret i starten af byen fortalte man, at alle alberguer var fyldte. Jeg slumpede til at gå ind på Albergue O Durmiñento - et dejligt og hyggeligt sted med fælles social menu. Jeg var i det dejlige kirkerum ved siden af. Jeg købte morgenmad til de næste to dage i supermarkedet. Jeg brugte ikke tid på supermarkeder, med mindre de lå på min vej. Ved Ferreiros nåede vi 100-kilometer-stenen. Jeg var fremme ved Portomarin ved middagstid. Gik over den smukke bro over Marinofloden og kom til det kedelige kommunale albergue de Portomarin med koldt vand i bruseren og ingen faciliteter. Men alle de private alberguer var fyldt op ved telefonreservationer dagen i forvejen. Jeg stillede mig op i køen til kl. Fik sengeplads i sammenstillede senge Pilgrimslivet sammen med Sara, men hun syntes, at min alder var beroligende. Jeg gik resten af turen i sandalerne, der er forbavsende gode. Af sted i mørket kl. Jeg opgav kapløbet til Palas de Rei og gik i stedet stille og roligt. Det regnede, men ikke mere end at bukser og strømper ikke blev våde. Cafe con Leche på baren i Gonzar. Jeg stoppede i Ligonde og ventede en time på, at stedet åbnede. Mogenmad i Palas de Rei, hvor jeg mødte Peter fra Salzburg. Kom til det tålelige kommunale albergue med 130 senge i Melide. Peter og jeg gik til den nærmeste bar, hvor vi sad fra kl. Her var der rigtig spansk bar-hygge med til tider højrøstede spanske sociale stemmer. Trængslen fra Sarria ændrer nu Caminoens karakter. Efter 30 til 40 dage er jeg nået dertil, at jeg synes, at sovesalene med deres smålyde er hyggelige, næsten som familierum. Jeg kommer til at savne dem. Vi fik morgenkaffe i Castañeda, hvor vi mødte Lee fra Arizona. Her mødte jeg også sister nonne Damien Marie og father Mike præst fra Sct. Thomas Universitetet i Houston i Texas. De ledede et hold vandrende studerende fra universitetet. De er hispanics — både engelsk og spansksprogede. Vi nøjedes med at gå 13 km til Arzua. De er ikke de bedste, men de er aldrig dårlige. Mødte Robbi fra Stuttgart og Christof fra München, der gik sammen med den katolske præst Mike fra Ohio, der lidt senere velsignede vores morgenmad. Vi kom forbi Monte Gozo-toppunktet med udsigt til Santiago og lidt senere herbergs-komplekset med over tusind senge. Da jeg kom til Santiago, afbrød jeg Caminoen og gik til alberguet Seminario Menor med 300 sengepladser, hvor jeg sov de næste fem dage. Jeg nåede pilgrimskontoret og fik mit pilgrimsbevis. Jeg gik gennem Rua do Vilar til Caminoens afslutning på Katedralpladsen, hvor jeg igen traf de dejlige mennesker Bryan og Carla Stevens. De opfordrede mig til at se deres kirke i London, Sidewark Cathedral nær London Bridge, og til at besøge dem. Byen var påvirket af mange katolske ungdomsgrupper, der var ved at samles til verdensungdomsugen i Madrid fra 16. Sidst på eftermiddagen var der foran katedralen en stor ungdomsgruppe, en slags uniformeret spejdergruppe, der sang om familien, landet og Gud. Sangversene afsluttedes festligt med kortempo med ordene Jesu Christo. Det var dejligt at høre på. Det var oplagte, begejstrede unge, der ikke var hængeører. Ungdomsgruppernes indslag var både festlige og spirituelle. Stemningen især på katedralpladsen, men også på pladserne og gaderne rundt om den, kan ikke fuldt ud beskrives. Den 20 Pilgrimslivet skal opleves. Der er en fantastisk folkloristisk og åndelig stemning her. Man snyder sig selv ved at haste bort fra Santiago. Nogle mener, at de ikke har brug for at være i Santiago. Det er muligvis affødt af en vis berøringsforsigtighed med grunden til, at de overhovedet går på Caminoen. Santiago er en givende by. Det samme gælder for øvrigt også heldigvis for islam i Santiago. Katedralen og den kraft, der udgår fra den, er i høj grad livgivende og inspirerende for pilgrimmene. Når Caminoen inspirerer pilgrimmene både direkte og indirekte, så er det fordi apostlen Jakobs historie er sand både åndeligt, historisk og naturvidenskabeligt. Ingen sekulariseringstænkning er fremmende for Caminoens inspiration. Caminoen er et beskyttet sted, hvor pilgrimmene knytter sig til hinanden, og hvor folk udefra passer på både vejen og pilgrimmene. Caminoen er mere end fodslag. Når det kriminelle element er usynligt på Caminoen, så skyldes det ikke bare Guardia Civil. Den åndelige dragning fra katedralen i Santiago er tydelig. Om aftenen spillede en gruppe musikere fra katedralen spansk folkemusik, så jeg havde slet ikke lyst til at gå hjem. Der blev nævnt, hvor mange pilgrimme, der var kommet fra hvert land. Der blev svinget med røgelseskarret foran i korsiderne. Godt at være med her. I cafegaden Rue de Raine fik jeg menu og traf igen Grace og Benedikte fra Oslo og sister Damien Marie og father Mark. Hen på eftermiddagen afsluttede jeg Caminoen ved at gå op bag Jakob figuren i alteret. Her omfavnede jeg Jakob - og — som præsten fra Ohio i går sagde — overgav mine tåsmerter til Jesus og bad Ham om at overtage mine svagheder. Hen mod aftenen gik jeg på cafe på cafegaden Rua do Franco med folkelivet både inden for og uden for. Jeg brugte aftenen på Rua do Franco med et hyggelig folkeliv til midnat. Rua do Franco er fantastisk. Hvorfor ligger denne gade ikke i Odense! Også med dens priser. Modsat i Odense mærkes det kriminelle element ikke på gaden her efter kl. Ud fra katedralen udgår der en kraft, der gør Santiago til et velgørende ateistfrit 21 Pilgrimslivet Den engelske Camino og videre til Finisterre En af de mange alternativer til Camino Francés, der ligger og lokker med nye landskaber, byer og oplevelser, er Camino Inglés. Den er ganske kort — kun lige omkring de 100 kilometer, der skal til for at opnå et Compostela — og det er derfor oplagt at forlænge den med en vandring til verdens ende, nu man har købt billetten til Galicien. Der er godt nok refugier, men de ligger ikke bekvemt for vandringen. Enten er der for langt eller for kort mellem dem. Så det var oplagt at overnatte på hostaller. Første nat overnattede vi på hotel i Ferrol, hvor Caminoen begynder. Vi tog med fly til Santiago og derfra med bussen til Ferrol, hvor vi ankom efter en lang dags rejse hen ad mørkningen. Det var Påskedag, og byen var nærmest mennesketom. Alt virkede lukket i den store havneby, der også kan prale af en flådebase. Vi gik gennem byen, forbi den lukkede Santiagokirke og helt ned til spidsen af byen ved det fort, der i forne tider beskyttede byen mod angreb fra søsiden. Her er der et kvarter, der virker noget kondemneringsmodent. For indtil få år siden var det byens luderkvarter, men virker nu nærmest skummelt og trænger til, at nye kræfter går i gang med at renovere de nedslidte bygninger — det skal nok blive ganske charmerende engang ad åre. Helt nede ved havnen ligger et par fortovsrestauranter, og vi fik en enkelt fadøl, før vi fandt en mere beskeden restaurant oppe i byen. Omkring halvdelen af den første dag går man langs den fjord, hvor Ferrol ligger med sin naturlige havn. Der er forskellige broer over fjorden, men de er ikke for vandrere. Vi må pænt følge kysten ind til Neda. Det første stykke går gennem industrikvarterer, der flyder over i villa- og rækkehuskvarterer. Ved starten på en motorvejsbro ligger den seværdige kirke San Martin de Xubia, hvor der også er en rasteplads. Derfra går det først under broen og dernæst opad, hvor de gule pile viser en noget forvirrende vej. Man kan tydeligt se Neda i bunden af fjorden og véd, at den skal passeres, mens pilene vil have én på afveje. Vi valgte at følge vores øjne og kom til at følge en sti langs fjorden, indtil vi nåede en træbro, hvor der igen var afmærket med gule pile. På den anden side af broen lå et lille, dejligt refugie — det er ca. Vi var der før middag. Vi havde anskaffet os en guide fra den engelske pilgrimsforening. Den forsøgte vi kritisk at følge. Men vi blev af en lokal mand, der uopfordret henvendte sig til os, rådet til at vandre en anden vej ind i den næste by, Fene, end guiden anbefaler. Det var en god idé at vandre gennem Casanova — man sparer nogle hundrede kedelige meter og er lynhurtigt nede i byen. I Fene holdt vi frokostpause. Herefter stiger vejen og man har den mest spektakulære udsigt over bugten og Ferrol. Vi blev standset af en flok vejarbejdere, der ville vide, om vi nød Galicien, hvilket vi bekræftede. Vi blev også spurgt, om vi kunne lide pulpo blæksprutter, nationalspisen. Jeg bekræftede det for mit eget vedkommende, Mette er noget forbeholden. Det er én af fordelene ved at vandre de mindre brugte Caminoer. Folk synes stadig det er sjovt med de pilgrimme, og man får mange små samtaler undervejs. Man skal dog helst kunne lidt spansk. Pilgrimslivet Efter endnu et par let anstrengende timer dukker badebyen Cabañas op. Vi fik lidt at drikke på en strandcafé og soppede lidt inden de sidste par kilometer gennem en park og over en bro til dagens mål, Pontedeume. Der er intet refugie i byen, men et par små hostales — vi endte på Luís, hvor vi fik et lækkert dobbeltværelse for 25 euro. Pontedeume er en skøn lille by, der strækker sig op ad bjerget. Der er en Santiagokirke lidt oppe i byen. Vi havde kræfter til at gå derop, men den var lukket. I stedet brugte vi timerne indtil mørkningen med at sidde på torvet og nyde folkelivet. Vi var helt sikkert de eneste pilgrimme og næsten sikkert de eneste fremmede i byen. Vi gik op og op gennem våd urskov, og efter en omvej eller to nåede vi også ermitaen. Den var naturligvis lukket, men også spændende udefra med al sin grå, middelalderlige hemmelighedsfuldhed. Bestemt turen værd blev vi enige om. Pontedeume — Bezantos 23 hårde km Oppe over byen ligger en ermita, San Miguel de Breamo, som lokkede med sin enestående beliggenhed og romanske stilart fra det 12. Desværre måtte vi nærmest gå tilbage til toppen af Pontedeume for at finde ud på Caminoen. Jeg har senere studeret detaljerede kort, og det skulle være muligt at finde en mere direkte vej, men det er svært. San Miguel er notorisk en omvej. Dejligt med noget salt i det varme solskinsvejr. I Miño er der et refugie, men vi havde stadig flere kilometer i benene — trods alt. Vi fandt turistkontoret, og senere indlogerede vi os på et værelse i forbindelse med et chocolatería — 30 euro for et stort værelse med et lækkert bad. Måske ikke pinligt propert. Resten af dagen går det noget op og ned. Landskaberne er grønne, og Caminoen går mest på små asfaltveje. Ligesom dagen før er der nogen støj fra de motor- og hovedveje, der sjældent ligger langt væk — og i hvert fald inden for høreafstand. Byen Bezantos er i sig selv en rejse værd. Den gamle del er omringet af en bymur, og der er flere porte ind i byen. Og så er der et par seværdige kirker — deriblandt naturligvis en Santiagokirke. Helt klart en by, man får lyst til at vende tilbage til med god tid og en god guide i lommen. De små landsbyer ligger tæt, men der er ingenting af få — ingen butikker, ingen barer. Vi var heldige at finde nogle nedfaldsappelsiner, som vi forfriskede os med i et skur ved et for længst nedlagt busstoppested. Der var mange lyspunkter, men strækningen er hård. Helt euforisk kan man derfor blive, når man går over broen, gennem byporten i den gamle bymur, ind i Bezantos og går lidt hen ad en brolagt middelalderagtig gade - hvorefter byen generøst åbner sig med den mest spektakulære plads — fuld af farvestrålende folkeliv her sidst på eftermiddagen. Og fordi der kun er en enkelt bar undervejs, Casa Julia efter 18 kilometer. Det var vi meget velkomne til. Og vi var ikke de første. Hun havde både haft pilgrimme fra Canada, Tyskland og Italien siddende på bænken før os. Og om hun ikke måtte lave os en god kop kaffe? Mette kunne slet ikke se gennem en så anstrengende tredjedag, men der var sådan set ingen alternativer, da der ikke er overnatningsmuligheder undervejs. Vi besluttede os for at gøre to ting: bestille et værelse på et hostal i Meson do Vento og sende vores rygsække i forvejen med en taxa. Således befriet for rygsækkene gik vi forventningsfulde ud på dagens vandring i et dejligt vandrevejr, der dog hurtigt blev ganske varmt, efterhånden som solen fik magt. Vi holdt den første pause ved kirken i landsbyen Esteban de Cos, hvor man kunne fylde vandflaskerne op. Der var dog ikke nogen bænk at sidde på, så vi gik lidt videre op i landsbyen. Vi kom om i haven, hvor vi sad i skyggen af hendes horrero og nød hendes kaffe med et par dråber af hendes mands hjemmebrændte orujo i — bare for smagens skyld. Det var næsten ikke til at løsrive sig fra al denne gæstfrihed. Udenfor landsbyens sidste hus var der anbragt en bænk udenfor, hvorfra der var en dejlig udsigt over det bakkede landskab. Hoveddøren stod åben, og jeg bankede på og fik kontakt med den kvinde, der gik Men videre måtte vi gennem det skønne galiciske landskab, hvor man kom til at sætte pris på eukalyptustræernes skygge, selvom der er tale om en invasiv art, der kvæler den oprindelige vegetation. Man passerer flere mennesketomme landsbyer. Fx Leiro, hvor man på kirkemuren har indmuret en platte med en lille pilgrim og teksten: A Santiago voy porque peregrino soy — jeg går til Santiago, fordi jeg er pilgrim. Efter godt 17 kilometer når man til Casa Julia, der som nævnt er det eneste gæstgiveri på dagens etape. Man forstår det godt: strækningen er nærmest øde, og Julias hus ligger helt alene og bærer ikke præg af at være specielt besøgt. Julia er nu heller ikke den mest propre værtshusholder, jeg har besøgt, men stedet er velforsynet, og man kan få sig en god bocadillo og noget at drikke før den videre færd. Og Julia er en rar kvinde at Mette og jeg gik lidt og gjorde os ironiske over guidens bemærkning om, at nogle måske ville finde strækningen udfordrende. Indtil videre havde den været ganske fremkommelig — også sammenlignet med den mere anstrengende etape, vi havde vandret dagen før. Men ironien blev stikkende i halsen de første par kilometer efter Casa Julia. For her begyndte vejen at stige ganske mærkbart. Det var svært at holde bare en nogenlunde marchhastighed, uden at pulsen kom helt op i højeste gear. Det var der nu heller ikke grund til. Udsigten var ikke mindre end storslået som man kom stadig højere op, så der var gode undskyldninger for at stoppe op og nyde synet. Efter en times tid var anstrengelserne overstået, og vejen fladede noget ud og førte lige 28 Pilgrimslivet til en kilde med tre kors og et skilt, hvor vandet strømmer fristende. Der står godt nok på skiltet, at vandet ikke er drikkeligt. Men her betyder det ikke, at det er undersøgt og fundet uegnet til menneskelig konsumption. Det er bare ikke undersøgt, og Julia kunne fortælle, at vandet i virkeligheden var så godt, at folk kom langsvejs fra for at fylde dunke og flasker med vand til drikkebrug. Hun ville da godt sælge os vand på flaske, men ville det ikke være dumt, når der var så godt vand at finde efter de kommende kilometers anstrengelser? Dagens stigninger var ikke forbi. Snart stiger Caminoen igen stejlt opad, forlader asfaltvejen og bliver til en jordsti flankeret af blomstrende gyldenris. Oppe på toppen igen var der en god hvileplads ved et lille vandløb, hvor vi brugte en times tid på fodbad og studiet af blå, næsten tamme, guldsmede. Da vi omsider kom ind i Bruma, hvor der er et albergue, spurgte vi en mand om vej. Det viste sig, at han var den overordentlig venlige hospitalero, der drev det smukke albergue i den ellers helt serviceløse landsby. Dér ville vi gerne have sluttet dagens vandring, men vi havde jo sendt vores rygsække i forvejen til et hostal et par kilometer længere fremme. Havde vi kendt refugiet i Bruma, havde vi ikke tøvet med at ringe til det og fået lov til at sende vores rygsække dertil. Vi fik vores stempel i pilgrimspasset og god information om næste dags vandring. Dagens mål, Meson do Vento, er ét af de dér spanske vejkryds, der har udviklet sig til et kommercielt centrum for langturschauffører og rejsende håndværkere og sælgere. Pension O Meson Novo var nu ikke det værste sted at overnatte, dejligt dobbeltværelse med det hele for 28 euro, venligt værtspar og udmærket mad. Men ikke specielt hyggeligt, som refugiet i Bruma. Pilgrimslivet Meson do Viento — Sigüeiro, 24 kilometer Det første stykke af dagens vandring er temmelig fladt. Og det er resten sådan set også. De foregående dages frydefulde stigninger og fald er forbi, og de resterende små halvt hundrede kilometer til Santiago er forholdsvis nemme og mangler de store vandringsmæssige udfordringer. Efter et par timers vandring dukker landsbyen Buscás op. Her er der en bar Novo, hvor vi mødte de første — og eneste — andre pilgrimme på den engelske Camino. Det var tre unge italienere, der havde overnattet i Bruma. Lige efter baren møder man en kæmpemæssig Santiagostatue i sandsten: Caminoen indtil Calle er rigtig godt anlagt. Man vandrer langs skovbryn og på små veje uden trafik. I Calle ligger den sidste bar inden Sigüeiro, så her var det om at forsyne sig. Resten af vejen var ikke specielt spændende, som den snoede sig langs landevejen, og man fornemmede den store bys nærhed. Vel ankommet til Sigüeiro besluttede vi at springe næste dags vandring over. Det var ikke er sted, vi havde lyst til at overnatte, Sigüeiro er nærmest en forstad til Santiago, et sted uden sjæl, hvis jeg må være så fri. Vi tog derfor bussen til Santiago — og efter hvad vi kunne se fra bussen, snoede resten af Caminoen sig endnu tættere langs landevejen, hvis den da ikke ligefrem var identisk med den. Næste dag fortsatte vi vores vandring med Finisterre. Det er en Camino, som er én af mine allerkæreste, og da det var første gang for Mette, gav vi os god til at vandre og nyde den. Til gengæld giver det en særlig ro at vide, at man bor på klippen ved verdens ende. Vi brugte hele eftermiddagen ude på klippen og nød vind og vejr og bølgerne, der slikkede op ad stenene dybt nede. Desværre så vi ingen delfiner, men en for en tøffede fiskerbådene ind efter dagens fiskeri, mågerne svævede i de opgående vinde og skreg, og tiden stod ligesom stille. Her støder man jo på andre pilgrimme — uden at det bliver problem med at finde plads til sig selv, hverken på stierne eller på refugierne. Vi havde bestilt værelset med en aftenmenu. Klokken otte havde vi aftalt at indfinde os i den diminutive restaurant og kunne frit vælge vores middag fra spisekortet. Vi var de eneste gæster og havde på den måde vores egen tjener og egen kok til rådighed. Jeg har tidligere skrevet om denne strækning og vil derfor nøjes med at fortælle en smule om en alternativ luksusmåde at tilbringe tiden i Finisterre på. Det var næsten som man ser de absolutte overklasse på film. Men virkeligt nok, når de lækre retter blev skyllet ned af den liflige albariñovin. Hjemmefra havde jeg bestilt et værelse på det lille hotel, der ligger helt ude på spidsen ved fyret. Her er der et par værelser med ovenlysvinduer, hvor jeg i fantasien havde forestillet mig, at man kunne ligge og kigge op i Mælkevejen, mens man holdt sin elskede i hånden. Sådan var det nu ikke helt — der var for meget kunstigt lys hele natten til at det kunne lade sig gøre. Vi sluttede aftenen med at nyde solnedgangen. Må man nyde det så meget som pilgrim? Især mange spaniere vælger kun at vandre de sidste 100 kilometer, der giver mulighed for at opnå det eftertragtede bevis på gennemført Camino: Compostela. Hvis man ikke har lyst til at indgå i mængden af pilgrimme på dette stykke, må man finde på andre veje. Her er et bud. At det skulle være efter Sarria kom sig af, at jeg da ville have den dejlige tur op over O Cebreiro med. Men pjecen koncentrerer sig om vintervejen fra Ponferrada til Lalin. Da jeg gik min første Camino Francés i 2009, overraskede det mig, hvor mange pilgrimme der kom til efter Sarria. Busser fra Centraleuropa med glade pensionister, der gik 10 kilometer om dagen og blev taget op igen, travle og friske vandrepilgrimme og endnu flere anmassende cykelpilgrimme. Kontrasten til det nære pilgrimsmiljø på de første 600 kilometer var stor. Da jeg planlagde min anden Camino til september 2011, købte jeg et godt kort i Nordisk Korthandel og kunne se, at der er Danske hospitaleros er bare gode Men inden da havde jeg haft en dejlig vandring fra Saint Jean Pied de Port. Startede ud med korte dagsmarcher på 20-25 kilometer i roligt tempo. Slog følge med et par søde tyske kvinder — eksperter i blyindfattede kirkevinduer — i 10 dage. Da vi skiltes, havde mine ben langsomt vænnet sig til belastningen fra den daglige vandring, så jeg herefter kunne øge dagsmarcherne til 35-45 kilometer, uden problemer. Her talte jeg med den søde spanske hospitalera Lucita. Da hun hørte, at jeg var dansk, brød hun uopfordret ud i stor ros af de danske hospitaleros, der gennem årene har arbejdet på herberget. Så jeg rankede lige ryggen — og lader rosen gå videre til alle jer, der har været gode ambassadører for dansk hjælpsomhed og effektivitet. I Astorga indlogerede jeg mig i det herlige herberge San Javiér, hvor der står en rygsæk uden for med det danske pilgrimsmærke på se forsiden af Pilgrimmen nr. Blev da også godt modtaget af Hanne og Svend Aage, der både sørgede for alles indkvartering på bedste vis og fik de væggelusbefængte pilgrimmes bagage renset med sikker hånd. En halv Invierno Nu til min hjemmelavede Camino. Det eneste minus er, at vi var mange, der overnattede på loftet i den stemningsfyldte gamle ejendom. Herfra er der kun én trappe de to etager ned. I tilfælde af brand vil det hurtigt kunne udvikle sig til en brandfælde. Det er der i øvrigt en del andre herberger, der også kan. Men herberget har en rigtig god stemning og betjening. Kort efter 100-kilometerstenen ligger der et herberge ved navn Ferreiros. Det er 7 kilometer ad små snoede asfaltveje. Der er flere veje, men de fører alle til Paradela. I Triacastela overnattede jeg igen i herber33 Pilgrimslivet Jeg fortsatte mod Aldosende og Currelos ad LU-P4202. Jeg mødte den formiddag vel kun 10 biler, nogle måbende børn, en håndfuld gøende hunde som man bare skal snakke med eller ignorere , samt en bonde, der drev sine køer på græs. Efter Currelos spiste jeg min medbragte mad flutes, en dåse sardiner, noget chorizo, lidt ost og en øl. Glemte at se efter, om der er overnatning dér, men mon ikke? Fortsatte ad LU-611 mod vest. Stadig meget lidt trafik. Nu ser man de gamle terrasserede vinmarker, den gamle vej og stenbro over floden, alt sammen synligt i brune farver, fordi de bliver oversvømmet flere gange om året. Lige nu var der vel en højdeforskel fra vandspejlet til dér, hvor det blev grønt, på ca. Hertil havde jeg vandret ca. Jeg tog mig nu sammen og gik de sidste 10 kilometer til TABOADA. Her fik jeg, godt mør, et pænt værelse til 30 Euro i et hostal. Om morgenen gik jeg vestpå ad LU-P 6001 til Ramil og drejede fra ad LU-P 6002 mod Rodeiro. Her stiger vejen op mod passet i Serra do Farreloi 900 meter. I passet går man fra den fine vejafmærkning og kilometrering i provinsen Lugo ind i provinsen Pontevedra med mindre gode vejskilte. Spiste min mad i Rodeiro, hvor man møder Camino de Invierno, uden dog at bemærke andre pilgrimme. Her må man gå 16 kilometer langs hovedvej 533. Der er dog en asfalteret sti udenfor autoværnet det meste af vejen, og trafikken var beskeden en lørdag. Ankom sidst på dagen til Lalin, hvor der var byfest. Næste morgen var det søndag og derfor ingen trafik på hovedvej 525 ud af byen. Her viser det første tegn sig på, at du er på en Camino — en håndmalet gul pil på autoværnet. Ned under motorvejen gennem en tunnel. På den anden side kommer man lige ind i landsbyen A Laxe, hvor der ligger et fint nyere herberge. Nu havde jeg jo også bevidst søgt ensomhed, så det er blot en stille konstatering, at der er kolossal forskel på vandrertrafikken på de forskellige Caminoer. Caminoen snor sig ud og ind, op og ned ad småveje i nærheden af hovedvej 525. Det er et meget afvekslende landskab med mange ege- og eucalyptusskove, der ser ud til at være plantet. Her ser man tre — fire generationers brobygning: Den gamle seks fags stenbro nederst, den nye landevejsbro, motorvejsbroen, den gamle jernbanebro og den nye højhastigheds-togbro. Gik tidligt næste morgen i tåge og buldermørke stejlt op og gennem en tæt skov. Så 35 er det godt med en pandelampe. Passerede det nye, og arkitektonisk smukke herberge, San Pedro i Outeiro, hvor jeg var inde og få varmen og hilse på de få pilgrimme. Camino Sanabrés er sådan set fin, idet den følger småveje og skovstier, men jo nærmere man kommer Santiago, desto oftere krydser Caminoen hovedvej 525. Pilgrimslivet Via Gebennensis en vandring på pilgrimsruten fra Geneve til Le Puy Her er en beretning om en vandring ad en rute, der starter i Schweiz, men hurtigt når Frankrig, hvor vandringen finder sted. Der dukker stadig nye veje mod Santiago op overalt i Europa. Nogle af dem er måske af tvivlsom historisk korrekt oprindelse, der er tale om helt nye muligheder for at begive sig ud på eventyrlige vandringer under pilgrimmens særlige agtelse. Meningen er, at den skal forbinde den mest kendte af de franske pilgrimsruter, GR65, fra Le Puy til Santiago de Compostela via Geneve og videre mod Tyskland og Østeuropa. Næsten alle de pilgrimme, vi mødte på denne rute, var også enten fra Schweiz eller Tyskland. Via Gebennensis, der også på denne strækning kaldes GR65, er i sagens natur ikke en af de ældgamle pilgrimsruter. Men man har dog bestræbt sig på at følge gamle vandrestier, og undgår derved næsten alle hovedveje med det resultat, at når de små asfalterede veje slanger sig op ad bjergene, så går ruten på tværs stejlt opad og nedad. Geneve Vi ankom til Geneve bevæbnet med Topo guiden: Sentier vers Saint-Jacques-de-Compostelle via le Puy-en-Velay Paris: FFRP, 2nd edition April 2010 , og regnede med at kunne få yderligere hjælp og oplysning i Geneve. Heri blev vi skuffede, idet vi i katedralen kun kunne få et stempel i vores pil36 Pilgrimslivet grimspas, men der var slet ingen pilgrimskontor eller lignende at finde. Med i prisen hører en 24 timers busbillet. Den benyttede vi os af næste dag for at komme ud af byen til den franske grænse, der ligger mindre end en times kørsel fra bymidten. Da vi var kommet forbi grænsekontrollen, nød vi en kop velfortjent kaffe til franske priser, før vi startede vores vandring. Vi kunne godt lide Geneve, men det er en dyr by. Det skulle vi have haft med fra Geneve, men heldigvis kunne vi købe det på et turistkontor et par dage senere. I det hele taget er turistkontorerne i Frankrig meget gode og behjælpelige, og tit har de eneste tilgængelige internetforbindelser på ruten. Nu gik det meget bedre, og hver dag kunne vi, ved hjælp af et enkelt telefonopkald eller to, booke aftenens ophold og middagsmad. Senere fandt vi også ud af, at der er en omfattende kæde af katolske herberger og private indkvarteringer, der er lige så velorganiseret som dem, der er beskrevet i det gule hæfte, men de kan ikke optages på de officielle lister, nok fordi det vil smage for meget af missionærvirksomhed? Jeg må også huske at tilføje, at jeg har fundet ud af, at katolikker fornægter sig ikke bordet og vinens glæder. Tit forekommer også små vejskilte med byernes navne og afstand dertil målt i kilometer eller tid. Der er ikke så mange overnatningsmuligheder på Via Gebennensis som på Camino Francés, og man skal helst ringe i forvejen, men dem, vi mødte, var tiptop og ofte af høj standard med meget vel udstyrede køkkener, idet området også er besøgt af vintersportsgæster. Hård og ensom rute.. CVJ nævner, at ruten er anstrengende, hvilket vi også kan bevidne. Terrænet er bjergrigt, og skønt bjergene ikke er særlig høje — niveauet går fra 400 til 1. Da vi skulle forcere et par af disse bjerge hver dag, var vi mere end glade for vores gode, kraftige støvler og især for vores vandrestave, for uden dem havde vi nok ikke kunnet gennemføre de daglige ca. De fleste småbyer, vi gik igennem, lå øde hen, og man kunne tydeligt se, hvor forretningerne engang havde ligget. Sådan må det også have været langs Caminoen i Spanien inden de sidste års store rykind. Nu handler alle de lokale beboere i de moderne Carrefour supermarkeder, som er på størrelse med Bilka. De ligger et eller andet sted langt udenfor byerne, og når byen endelig havde et eller andet sortiment af handlede, så umuliggjorde de skøre franske åbningstider næsten altid, at vi kunne koordinere vores færden med mulighederne for at handle. CSJ skriver, at ruten er ensom. Dette kan 38 Pilgrimslivet.. Dette gav os også en ekstra stærk fornemmelse af at være en del af et historisk foretagende. Her findes også endeløse skove — ja, sådant føltes det virkelig af og til, især fordi de lå på de stejle skråninger, og to timers skovklædt skrænt kan godt gå hen og tynge sådan sidst på dagen på den lange vej mod herberget. Jeg vil også gerne være med til at mane en masse fordomme om franskmændene i jorden — de er både venlige og imødekommende og meget villige til at lytte til vores gebrokne sprog. De eneste, der ikke kunne forstå mit fransk, var dem fra Paris, og skægt nok så var det også dem, jeg havde sværest ved at forstå. De lokale pilgrimsorganisationer er meget aktive og udadvendte. Man ringer til nogle private og beder om husly, for så at blive indkvarteret hos en familie, der åbner sit hjem for pilgrimmen. Vi indlogeredes tit i et fraflyttet barns værelse, eller i en ombygget husfløj eller på et loft med plads til mellem 2 og 10 pilgrimme. Efter et par dage med sådanne ophold nød vi igen herbergets stilhed og vores eget mere simpelt tilberedte pastamåltid. På gensyn Alt i alt overdriver jeg ikke denne pilgrimrutes særlige magi, som blev levendegjort for os af den venlige lokalbefolkning. Vi fik følelsen af ikke bare at være velkomne, men også at vores færd havde betydning for den historiske kontinuitet. De 350 kilometer til Le Puy gik godt og hurtigt kun to dages regn! Vi kunne holde vores dagsgennemsnit på 20 kilometer — nogle dage lidt mindre og en enkelt gang 27 kilometer. I Frankrig er det især mulighederne for overnatning og eller forsyning, der afgør hvor langt, vi kan gå. Det er et pragtfuldt land at vandre i, og efteråret byder på fint vejr, mange smukke syn og ikke mindst mulighed for at fouragere blandt efterårets nødder, frugter og bær. Til tider føltes det, som om vi vadede i en flod af valnødder, der knasede under vores støvler…… De franske pilgrimsruter forlader man ikke uden et vist vemod — og vi kommer helt bestemt tilbage igen til næste år.... Mine forberedelser til Caminoen er ellers mest gået på den fysiske del så, min viden om, hvad man kan møde på vejen, er begrænset til få udprint fra nettet. Derfor ved jeg ikke, hvad jeg kan forvente mig, og om Samos klosteret kun er en ruin. Men da jeg kom gående ad vejen næste dag og nåede til et højdedrag med udsigt over byen og så det enorme kloster, stod det lysende klart, at her var der tale om meget mere og andet end en ruin. Det var ellers først i går, at jeg hørte om klosteret. Rent tilfældigt, fordi jeg overhørte en samtale mellem to andre pilgrimme på pilgrimsherberget i O Cebreiro, hvor jeg overnattede. Jeg fik kun brudstykker af deres Og det er her, på det store kloster, at den lille smilende munk i civilt tøj tager imod mig som den først ankomne pilgrim denne dag. Jeg nikker høfligt, men forstår ikke, hvad han mener. Ham har jeg mødt et par gange på vejen. Han er gået hele vejen fra sin hjemby i Holland mod Jakobs grav i Nordspanien og er nu under 130 kilometer fra målet. Også han har fået historien om den særlige dag af vores smilende vært. Men modsat mig forstår Hans spansk. Men de har været i gang med en renovering af klosteret, som har taget 120 år. Nu er de færdige, og det skal fejres netop i dag! Bare det at skulle lave en tidsplan over projektet forekommer fuldstændig absurd. Men åbenbart ikke her i Samos. Og manden med hatten viser sig at være en biskop, som kommer til festgudstjenesten, som skal holdes senere. Og vi pilgrimme er inviteret til at deltage i festlighederne. Drikker øl med munkene Munkene kommer ind fra en sidedør i den store kirke. Iklædt flotte og enkle munkekutter går de op til alteret og sætter sig. Festgudstjenesten starter og varer en lille times tid. Hun er en nordmand, som jeg er faldet i snak med. En kop kaffe kan jeg også selv trænge til, så vi slår følge og går på en lille café i byen. Da vi kommer tilbage til klosteret, bliver vi igen mødt af den lille munk. Vi går ned ad en gang og kommer ud i klostergården, og derfra føres vi videre ind i refektoriet. Det er der, hvor munkene spiser, og hvor andre normalt ikke har adgang. Og jeg må give hende ret: Her sidder munkene bænket ved langborde sammen med lokale folk fra sognet og så de overnattende pilgrimme. På bordene er alt det bedste fra det spanske køkken stillet frem: Brød, vin, øl og små tapasretter. Alt hvad man kan ønske sig. Og i rigelige mængder. Pilgrimslivet Jeg sætter mig ved siden af Hans og måber. Men jeg kan ikke finde en øloplukker. I det samme rækker munken, som sidder over for mig, ind over bordet, tager øllen og åbner den med en kniv. Han nikker, smiler og rækker øllen tilbage til mig. Vi pilgrimme vender tilbage til sovesalen — en oplevelse rigere. Ja, det var i sandhed en særlig dag! En del af den store historie Næste morgen begiver jeg mig på vej videre mod Santiago de Compostela. Og som man jo gør på en pilgrimsvandring, reflekterer jeg over det, jeg oplever, og de møder jeg har på vejen. Den oplevelse af at være på et sted som Samos-klosteret giver mig følelsen af at være en del af den store historie. Her går lille jeg, i de veltrådte spor, hvor tusinder af andre mennesker gennem tiden har gået med længsler som jeg. En slidstærk tro, som har overlevet mange forskellige tider og vinde, er fundamentet for Caminoen. Det giver mig en hvile og fred at vide. Jeg skal ikke selv knokle med at finde opfinde en Gud og selv finde vej til det guddommelige. Jeg behøver blot at følge vejen, de veltrådte stier og være en del af den store fortælling på Caminoen. Og samtidig erfarer jeg, som så mange jo gør på vejen, at man får lov at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Vandreturen starter i stations- og fabriksbyen Bromölla Iföverket. Byen ligger på østsiden af Ivösjön, og derfra går vi første dag mod nord til Humletorkan ved Näsum. Det foregår ad stier langs søen og en nedlagt jernbane tæt på søen. Humletorkan er et skønt beliggende vandrerhjem, som tidligere har stået for forædlingen af humle til ølproduktion. I dag er området omkring Näsum og Vånga domineret af frugtplantager med primært æbler. Der er en stor chance for at se træerne blomstre, mens vi vandrer forbi. Næste dag går vi over Vånga til Barum på vestsiden af søen. I Barum sejler vi med kabelfærge gratis til Ivö, hvor vi bl. Vi tager færgen tilbage til Barum og vandrer lidt længere til Bäckaskog Slott, hvor vi overnatter. Slottet er også bygget i danskertiden… selvfølgelig. Søndag går vi det sidste stykke rundt om søen, forbi Kjugekull, over Gualöv til Bromölla. Herfra med tog tilbage til København. Udover de nævnte kirker, vil jeg forsøge at få åbnet Näsum og Vånga Kyrker. Mere om området på: www. De er skrevet af Jose Antonio Orti og oversat og bearbejdet af Henrik Tarp I denne anden artikel om broerne, du skal krydse på Den Franske Vej til Santiago de Compostela, vil det dreje som om middelalderbroer. Denne, såvel som de efterfølgende, er oversat og bearbejdet med tilladelse fra det spanske pilgrimsmagasin El Peregrino. Du møder mange broer på din vej, men hver gang fortjener, stor som små, at du stopper op for lige at beundre disse bygningsværker og tænker på det arbejde, der er lagt i placeringen af hver enkelt sten. Den Aragonesiske Vej Allerede kort efter, at man har betrådt de førte stier på pilgrimsvejen efter passet i Somport, dukker den første op i CANFRANC. Her betrædes en smuk bro med kun en bue og beskuet fra siden ses, at den skyder ryg. Hele broen er bygget i sten med kvadresten som dæksten. Den fører over Aragónfloden, ligesom broen fra det 12. Denne 46 Om Caminoen bro har mistet meget af det oprindelige, fordi flere ombygninger og forstærkninger er sket de efterfølgende århundreder. Lige ved San Cristóbal-kapellet, før man kommer til Jaca, skal pilgrimmen over en simpel og enkel enbuet bro, men når Jaca forlades ved Abay, dukker den overraskende flotte San Miguel bro op. En grandiøs spidsbuet bro. I ARRES, på venstre side af Berdún kanalen, fandtes indtil 1988 en smuk lille kvadrestensbro på én bue. En dagsmarch længere mod Santiago, efter at man har lagt Ruesta bag sig, kommer man frelst over en klippeafgrund ad en bro med gotisk bue. Om vinteren blev de drevet til græsgange ved Ebrofloden og passerede ovennævnte bro. Broen har runde buer og er højrygget. I Lumbier finder vi Gedebroen, Puente de las Cabras, med tre affladede buer. Disse 47 og pillerne er af kvadresten, resten er murværk i natursten. Når du kommer til Monreal, du skal komme sydfra af den gamle pilgrimsvej, passeres en yderst smuk bro på to buer. Den ene affladet og den største spids. Husker personligt selv den bro som meget smuk. I Otano en smuk bro, desværre i forfald, som krydser floden Elorz. Broen har fire buer, hvoraf to er spidse. Den franske Vej Navarra Stadig i provinsen Navarra, men på vejen, der går over Roncesvalles, støder vi på den første bro i Zubiri. En smuk middelalderbro med to buer. En pille i midten giver det højryggede. Op til midten af broen og dernæst ned. Quiteria er helgeninden fra det 5. Hun skulle være fra Galicien. Blev halshugget i det sydlige Frankrig. Den ene bue er affladet, den anden hviler halvt på en pille. Iroz har også en smuk bro med en central bue og to mindre på hver side. Også denne bro skyder let ryg. Om Caminoen For at komme til Pamplona skal pilgrimmen over ved Trinidad de Arre og det ved siden af liggende gamle hospital. Her krydses floden Ulzama på en fembuet bro, hvor den midterste bue er den største, den skal tage det meste vand. Hele broen er en kvadrestensbro, og som mange andre er denne også let højrygget. Og så er vi nået til Pamplona. For at komme over og ind til den gamle bydel skal pilgrimmen krydse den smukke La Magdalena bro, som i udseende minder meget om broen i Puente la Reina. Den er bygget med fire buer som spidser til, den tredje som den største, og bropilleforstærkningen strækker sig op til de små buer, der giver konstruktionen lethed, buer der går gennem hele broplillen, som er udført i det smukkeste kvadrestensarbejde. I samme by, lidt længere nede ad floden, ligger San Pedro broen, men udseendemæssigt meget mere ydmyg. Efter Puente la Reina - broen beskrevet i forrige artikel - krydses en enkel og simpel spidsbuet bro i Urbe. Den er med to spidse buer og en kraftig midterpille i kvadresten, medens resten er murværk bygget med natursten. Desuden mangler broen i dag sit rækværk. I Villatuerta finder vi en tilsvarende bro, i meget bedre stand og med rækværket intakt. Broen er i dagligt brug, derfor denne forskel i vedligeholdelse. Broen blev sprængt i luften under Borgerkrigen, men genopbygget i sit oprindelige udseende for ca. Logroño og Nájera havde indtil det 19. Den første bestod af tolv buer og erstattede en tidligere romersk bro. Den anden var på syv buer. Lige før man gik over broen, lå der et lille kapel 49 tilegnet San Juan. Det er revet ned for at give plads til den voksende trafik af biler. Og i Santo Domingo de la Calzada, en af de helt vigtige byer på Pilgrimsvejen, finder vi den sekstenbuede bro. Meget ombygget og med ny kørebelægning, fordi landevejen og dens biltrafik bruger broen. Om Caminoen La Rioja er Spaniens mindste provins, så pilgrimmen når hurtigt til Burgos-provinsen og Belorado med endnu en bro, der har sin oprindelse fra San Juan de la Ortega. Broen er stærkt ombygget og har i dag kun to originale buer - en bue i hver ende af broen. Efter at de i fordums tid så berygtede Montes de Oca er passeret, nås Ages med endnu en bro, der tilskrives San Juan de la Ortega. Den er lille, men smuk i sin enkelthed, bygget som den er med kun én bue, det hele i kvadresten. I Burgos kommer du over Arlanzón floden på Malatosbroen. Den har seks rundbuer og fem piller med forstærkninger forneden og strenge støttepiller, fordi strømmen til tider kunne og kan være meget voldsom. Broens skønhed kommer bedst frem, når den betragtes fra siden af, trods det, at den har gennemgået utallige reparationer i tidens løb. Alle reparationer ikke lige heldige. Men dog bedre end vi ser det i Tardajos, hvor broen er næsten ukendelige fra sit oprindelige udseende. Et fantastisk bygningsværk, der består af elleve og en halv bue. Den er udført i det fineste kvadrestensarbejde og set fra siden er det tydeligt at broen skyder let ryg. Et bygningsværk, der fortjener, at man sætter sig ned for at nyde. Et næsten lige så smukt og perfekt værk finder man i Carrion de los Condes, når byen forlades. Broen er mere ombygget end den forannævnte, men stadig helt imponerende. Din vej mod León På leonesisk grund finder vi også broer af store dimensioner. Broen i Sahagún over floden Cea blev vist nok bygget samtidig med den anden ombygning af klosteret 50 Om Caminoen De pilgrimme, der kommer til Ponferrada fra Campo, kommer over floden Boeza på Mascarónbroen, som har to buer. Bygget, som mange andre, af kvadresten og let stigende og faldende. Middelalder er der også i broen over floden Sil, ligeledes i Ponferrada. Den gamle bue mellem to voldsomme mure af cement berøvede den sit originale rækværk og andre betydningsfulde middelalderkendetegn. San Zoilo i det 12. Den består af fem rundbuer i et meget fint kvadrestensarbejde. Floden Esla lige efter Mansilla de las Mulas kommer man over af en bro med otte rundbuer, som har gennemgået et utal af ombygninger siden sin oprindelse. Og den bro, som Americ Picaud gik over i Villarente, har også undergået utallige reparationer og ændringer. Den består af 16 buer. Nogle af bropilleforstærkningerne når helt op, så de flugter med det øverste af broen. En af de meget berømte middelalderbroer, en bro, der har lagt navn til mangen en fortælling, er broen der forbinder Puente og Hospital de Orbigo. Men dens dimensioner, dens zig-zaggen sig over floden, tager ganske enkelt pusten fra en. Når du kommer ud af Cacabelos, kort efter Ponferrada, løber Pilgrimsvejen over floden Cúa på endnu en middelalderbro med fem smukke rundbuer. Broen blev restaureret i det 18. Galiciens land Kort før pilgrimmen trænger ind i bjergene til O Cebreiro og kort før Berciana regionen forlades, skal Burbia flodens vande krydses i Villafranca del Bierzo ad en bro, der har 51 Om Caminoen bevaret romerske rester. Broen har to buer i gotisk stil. Endnu en bro med romerske rødder finder vi i Herrerias, hvor den spænder over floden Valcarcel. Broen er karakteristisk med sine ene stikbue. Den er på fire buer med tre piller i kvadresten og med forstærkninger på fundamentet. Resten er murarbejde med almindelige sten. Før Sarria mellem Balsa og San Xil, efter at man har forladt Triacastela og gået til højre og ikke til venstre mod Samosklosteret, fandtes en simpel og enkel middelalderbro. I iveren for at gøre det så godt for pilgrimmene som muligt før Xacobeo-93, styrtede broen sammen under vægten af de moderne asfaltmaskiner. Næppe er du kommet i La Coruñaprovinsen, før du møder en klassisk middelalder- bro i Leboreiro. Broen har en bue og stiger og falder, som man passerer den. I Furelos, kort før Melide, skal man over floden Furelos ad en bro, som mange har taget et billede af. Broen har fire let spidse buer udført i kvadresten. Den anden bue er den største og giver broen et lidt højrygget udseende. Endnu en bro, der nok står i mange santiagopilgrimmes erindring, er broen ved Ribaiso de Baixo. Ja, den bro ,der ligger lige op til refugiet, hvor mangen en pilgrim har siddet under broen eller lige ved med fødderne i vand og nydt dette smukke bygningsværk. En bro med en enkelt let spids bue. Rækværket er nyt, og broen er visse steder restaureret. Her ender det righoldige antal af middelalderbroer på vejen til Santiago de Compostela. I følgende artikler vil vi se på broer af nyere dato. For i dag ligger byen højt — og det oprindelige Portomarin er druknet. Hvis vandstanden er lav, kan resterne af den gamle by ses nede i floden, mens man går over den ny vejbro — og har en antik trappe ret foran sig - inde på modstående bred. Den kan dateres tilbage til romertiden og kaldtes Pons Minei eller Portus Miño. Den var opstået langs floden Miños bredder, ved en bro, som romerne opførte i det andet århundrede. Da pilgrimme omkring år 900 begyndte at drage til Sankt Jakobs grav i Santiago de Compostela, var det naturligt for dem at benytte broen i stedet for at skulle stole på færgemænd og deres pramme. Miño har sit udspring ca. Den er statsgrænsen mellem Galicien i Spanien og Portugals nordligste provins, Viana do Castelo på de sidste 80 km før udløbet i Atlanterhavet. Samtidig var en ny by blevet opført noget højere oppe på skråningerne af bjerget Monte do Christo. Disse rester blev skilt ad og genrejst ved indgangen til den nye by. Det er netop denne antikke trappe til denne gamle romerske bro man ser, når man er på vej hen over den moderne vejbro, straks før man kommer over til det nye Portomarin. Når nutidens pilgrimme endelig er færdige med nedstigningen til broen over mod det nye Portomarin, er de naturligt nok fokuseret på broen, på floden, og — hvis vandstanden er lav — ruinerne af den gamle by samt på byen, ovre på den anden side. Derfor er der ikke så mange, som ænser den lille udstilling med plancher, som er opsat lige til venstre, før man begiver sig ud på broen. På afstand ligner det også mere et stoppested. Her vil man — på spansk, engelsk og fransk — kunne læse lidt om Portomarin og dens historie. Allerede i 1931 blev kirken San Juan, i romansk stil på Miños højre bred, erklæret for Nationalt Monument, fordi den betegnedes som en enestående kirkefæstning. Den menes at være grundlagt af Santiagoordenen i det tolvte århundrede. Øverst har den brystværn, som et fort. Portalen til hovedindgangen er udført af Mateo, der også er mesteren Et sjældent syn med en bil på den gamle bro 55 Om Caminoen for indgangsportalen til katedralen i Santiago. Portalen har tre par søjler som hver bærer en arkivolt, hvor den inderste viser de 24 ældste med deres instrumenter Johs. Over portalen en meget flot vinduesroset. For at bibeholde pilgrimsvejen til Santiago de Compostela, havde det altid været vigtigt at der var fast forbindelse mellem byens to dele, San Juan på den højre— og San Pedro på den venstre side af floden. Det var også broen, som havde gjort byen så vigtig i Middelalderen, at det var naturligt at bygge kirker og pilgrimshospitaler her. Rømningen Det kom derfor som et chok for befolkningen, da det i midten af halvtredserne blev kendt, at der var planer om at bygge en dæmning længere nede ad floden, for at der ville kunne produceres elektricitet, og at det ville betyde, at floden ville stige og oversvømme byen. At være tvunget til at flytte fra hus og hjem — der, hvor familien altid har haft sin tilværelse gennem generationer — på ens fødegård og i slægtens hjem så langt tilbage, man kender til — og hvor frugtbare marker til dyrkning af vin, frugt, korn og anden afgrø- San Nicholas, tidligere San Juan, på sin nye plads på torvet i det nuværende Portomarin 56 Om Caminoen Reservoiret ca. Hvad gør man i et diktatur, hvor det ikke er tilladt at opponere? Der var megen bitterhed og fortvivlelse, men intet kunne man gøre — og så hjalp det ikke meget, at man fik tilbudt bolig i en ny by oppe på bjergskråningen. Men sådan var vilkårene i datidens Spanien — og sådan blev det. Den tidligere borgmester i Portomarin gennem mange år, señor Eloy Rodriguez, har været så venlig at sende Pilgrimmen sine kommentarer til brug i nærværende artikel. Desuden ni landsbyer, hvor f. Seixón og Ferreioá husede mere end 25 familier. Bekymringerne blev gjort til vished, da man i 1955 begyndte at opmåle arealerne for at udføre en hurtig ekspropriation. For kommunens 5000 indbyggere var det en katastrofe. Det betød, at deres landsby ville forsvinde — deres by, som var et vigtigt punkt på den franske vej til Santiago de Compostela. Gårde og plantager, hvor man i det milde mikroklima, pga. Kvaliteten var bemærkelsesværdig i vinmarkerne og haverne, og i floden var der et godt fiskeri af fx ål, lampret, ørred og laks. Skadeserstatningerne var af normal størrelse for den tid og blev tilbudt ejere af husene eller til ombytning i det nye Portomarin. Alligevel valgte 3000 af byens 5000 indbyggere at rejse væk, og kun 2000 flyttede til den nye by. I januar 1963 pressede el-selskabet på for en hurtig beslutning om flytning, så man kunne udnytte vandet fra vintersmeltningen. Den officielle godkendelse blev givet af ministerrådet kun to måneder senere, den 14. Den store kraftstation benytter vandet, som oversvømmede Portomarin, i den store kunstige sø med en bredde sine steder på mere end en kilometer til at producere elektricitet til både det spanske og udenlandske el-net. Fra midten af halvtredserne kunne befolkningen følge arbejdet med dæmningsbyggeriet ca. I 1963 begyndte flytningen, og den 10. Señor Pereira Sidste oktober besøgte Henrik Friediger og jeg fotografen Pepe Pereira, som har butik og atelier i Portomarin. Han er i dag en ældre herre. Han var i trediverne dengang, og han har en enestående samling af fine fotos, som han har taget af det gamle Portomarin, inden byen blev dømt til drukning — og en hel del fra perioden, hvor de bevaringsværdige monumenter og bygninger blev skilt ad — samt af indbyggerne, som sejler i både mellem husene for sidste gang. Han har en meget speciel holdning til sine værker og tillader ikke, at de offentliggøres i bøger eller blade. Han fortalte, at hans sønner har sagt til ham, at han 58 Om Caminoen Det gamle Portomarin. I midten ses kirken San Juan, nu San Nicholas. Broen, der afløste den romerske bro ses yderst til højre. Jeg ville meget gerne have vist nogle af hans fotos i denne artikel, og både Henrik og jeg forsøgte med forklaringer om at de ikke skulle bruges kommercielt, men udelukkende til et medlemsblad for pilgrimme — og undtagelsesvis accepterede han, at vi måtte affotografere et enkelt af de fotos, han udstiller, men han bestemte, hvilket det skulle være. Det blev ikke det, jeg helst ville have haft med her, men nedenstående, som dog også viser indbyggernes sidste muligheder for at tage afsked med deres hjem. På mit spørgsmål om, hvad befolkningen i det gamle Portomarin syntes om at skulle opgive deres hjem og flytte til den nye by svarede han, at de unge i nutidens Portomarin er ligeglade. De har ingen minder — det er noget, som er sket før deres tid. Men de gamle er delt. Dengang havde landet et diktatur, som bestemte. Der var ikke så meget, man kunne gøre. Og at der stadig er folk med forskellige opfattelser fornemmer man, når han fortæller, at hverken den tidligere eller nuværende borgmester nogensinde har besøgt hans atelier, som ligger skråt over for rådhuset. Når señor Pereira er hjemme, er man velkommen til at bese hans udstilling. Alle pilgrimme skal jo alligevel op på torvet for at se San Nicolas kirken og have stemplet sit credencial, og — ja, så er man kun 40 meter fra forretningen og atelieret. Om Caminoen Kraftværket Belesarprojektet var en førende ingeniørmæssig præstation på sin tid i Spanien. Dæmningen - en stor bue ud mod reservoiret — har en længde på 500m, og fra vejbanen på dæmningens øverste del til det dybeste sted i bunden er der 132m. Reservoiret på 654 hm³ dækker et areal på 2000 ha og strækker sig 52 km op mod flodens udspring. Det er dermed Galiciens og Miños største reservoir. Miño har i alt fem reservoirer. Belesar er mere end dobbelt så stor som de fire andre tilsammen. Kraftværket er løbende ombygget og opgraderet, så det i dag har en kapacitet på 310,18 MW og en gennemsnitlig årlig produktion på 685. For os lægfolk kan det forklares med, at som tommelfingerregel kan man regne med, at 1 MWh dækker strømforbruget for 1000 husholdninger, og så er der taget højde for tab ved transmission og transformering. Så hvis der kun skulle leveres strøm til private husholdninger, ville værket kunne dække behovet for 685. Men en stor del går naturligvis også til andre formål, som industri, offentlig belysning og meget andet. Byen Det nuværende Portomarin har 1. Der er pilgrimsherberger, resturanter, hostaller og hoteller. Desuden alt, hvad en by ellers har — bank, fødevarebutikker, apotek, en sejlsportsklub med mere. Disse lækre kaloriebomber minimum 33% mandler og minimum 33% sukker kan købes i virksomhedens egen butik i byen samt i mange forretninger i Santiago og resten af Galicien. Jeg har altid 4-5 stykker med hjem fra Caminoen. Omkostningerne Hvad godt er der så kommet ud af dette kæmpebyggeri? Ja — det afhænger af, hvem man spørger. I hvert fald, når det drejer sig om følelser. Man kan blot tænke på, hvad señor Pereira fortalte. Så er der de kulturelle omkostninger. For nok er en del bevaringsværdige bygninger m. Men det var jo ikke alt, som blev flyttet. Og selv San Nicholaskirken, der før den blev skildt ad — og hver enkelt sten var blevet påført et nummer, som man mange steder på væggene stadig kan se — trængte til en restaurering, men nu er i fin stand, fik ikke sine fornemme kordekorationer på indersiden af apsis bag alteret med. Det kan man selv forvisse sig om ved at se på de gamle fotografier i Pepe Pereiras butik og atelier. Kirken fik heller ikke samme orientering som tidligere, hvor apsis havde retning mod øst. Det har selvsagt ændret lyset inde i kirken. Befolkningsmæssigt blev byen mere end halveret. Til gengæld skal man jo også have med, at de mennesker som blev, fik helt moderne boliger i en ny by, og der blev elektricitet til industri, handel og mange mennesker i et stort område. Udviklingen kræver sine ofre. Når vandstanden i reservoiret er lav, og Rio Miño flyder i dalbunden som i gamle dage, er det en oplevelse at gå en tur på den lave bro, og mellem ruinerne i dalbunden for at prøve at fornemme, hvordan tidligere generationer har haft deres liv og virke der - og så er man alligevel kommet lige så langt ned i dalen, som gamle dages pilgrimme! San Nicholas kirke, tidligere San Juan. Stenenes nummerering Det er desværre ikke muligt at vise flere billeder af det gamle Portomarin pga. Det tror jeg, mange pilgrimme kan skrive under på. Der er kun overskud til det nødvendige, at vandre fra sted til sted, gennemføre den daglige soignering af tøj og krop, få noget at spise og rigeligt med søvn. Derfor har vi i redaktionen besluttet at opfordre læserne til at komme med bidrag til en lille serie af artikler, der fortæller om de oplevelsesmuligheder, der ligger og venter på den pilgrim, der kan finde lidt ekstra tid og kræfter til at gå på oplevelse i Caminoens nærhed. Jeg lægger selv ud med to små artikler, der fortæller om et par muligheder for en givende omvej på Caminoen, Castro de Castromaior og Castillo de Pampre, begge steder er afstikkere fra den franske vej, som den går gennem Galicien. I næste nummer af Pilgrimmen håber vi at kunne bringe flere sådanne fristelser til en omvej. Efter knap 8 kilometer kommer man til Gonzar, der er den første landsby efter Portomarín. Her ligger ved landevejen et kommunalt refugie i en af de ombyggede skoler. Den er ikke specielt spændende med sin præfabrikerede kioskmad, så jeg vælger altid at fortsætte en kilometer mere til Ca62 Om Caminoen stromaior, hvor der i udkanten af landsbyen ligger en lille bar med god kaffe og en sød værtinde. Her kan man styrke sig, før Caminoen følger en lille asfalteret vej, der går rimeligt stejlt opad på et temmelig langt stykke, inden man snart kommer til Hospital de la Cruz med det glimrende madsted, El Labrador. Det havde der rigtig nok — kun et par hundrede meters omvej inde i krattet, som flankerer den stejle asfaltvej. Hun tegnede et kort til mig og sendte mig af sted. Man skal bare gå lidt ind til venstre et stykke oppe af bakken, ind ad små jordveje, så kommer man til et imponerende arkæologisk syn. Castroet — borgen — er temmelig stort og dækker et område på omkring fire hektar. Jeg har naturligvis googlet stedet og blandt de sparsomme oplysninger, jeg har kunnet finde, drejer det sig om et strategisk beliggende forsvarsværk, der har rødder tilbage til kelterne og senere til romerne. Man har kunnet grave efter sølv 63 og guld i området og anlæggets beliggenhed giver mulighed for at overskue landskabet til alle sider, så man kunne få øje på eventuelle fjender. Man mener, borganlægget har fungeret i henved 600 år og at det er blevet rømmet temmelig hurtigt, så der skulle være et stort arkæologisk potentiale i at udgrave stedet yderligere. Der er også planer om at gøre stedet til en turistattraktion i sig selv, hvilket det bestemt har potentiale til, men som det ligger nu, er det frit tilgængeligt og uden afmærkninger overhovedet. Castro de Castromaior er bestemt den lille omvej værd. Det har ikke noget med Caminoen at gøre. Da Caminoen blev skabt lå anlægget skjult i de uvejsomme bakker, dækket af skov i et ganske tyndt befolket område, som middelalderens pilgrimme sikkert har fundet så tilpas ugæstfrie, at det bare gjaldt om at passere hurtigst muligt. Landsbyen med det imponerende navn, der henviser til fjerne tiders storhed, har næppe været større end i dag, hvor den består af en halv snes huse og en lille kirke. Men i dag ligger der altså en oplevelse og venter på den pilgrim, der ikke har noget imod en minimal omvej — man behøver ikke engang gå tilbage til Caminoen, man kan fortsætte fra den modsatte ende af castroet og gå ind på Caminoen længere fremme. Det er let at finde vej, da man fra borganlægget har god udsigt over landskabet og med øjet kan følge den videre vej mod Hospital. Der er flere af dem, der viser ned ad de små veje til venstre. På ingen af dem er angivet afstanden, så jeg har tænkt, at det er nok en ordentlig bid vej — selvom det naturligvis kunne være ganske tæt på, når der nu ikke står noget om antallet af kilometer til slottet — eller hvad det nu er. I oktober 2010 flaskede min Camino sig således, at jeg ankom til ét af mine yndlingsherberger, O Abrigadoiro i den lille landsby San Xulián, et par kilometer efter Palas, på et tidspunkt og i en tilstand, der gav lyst til en lille omvej. Det vigtigste var at komme over en bro over en lille flod — en smule kompliceret — forbi en landsby, Vilouchada, og derefter dreje til højre og senere, ved et traktørsted der var lukket , dreje til venstre og vandre langs floden Pampre, der dukkede op igen, indtil slottet ville vise sig. Ikke langt, pero un poquito complicado. Kort fortalt, så lykkedes det. Måtte kun spørge om vej en enkelt gang, men vil anbefale interesserede at få Miguel eller en anden til at tegne et kort. Castillo de Pampre er bestemt et besøg værd. Skønt der har været afvisning til slottet i de snart 20 år, jeg har gået Caminoen, er der ikke tale om et egentligt turistmål. Googler man det, får man at vide, at det indtil netop 2010 har været lukket for offentligheden. Men nu er der altså blevet mulighed for at komme ind og bese herlighederne et par timer om formiddagen og et par timer om eftermiddagen. Af en eller anden grund var der nu ikke adgang, da jeg var på besøg. Jeg tror nu ikke, det gjorde så meget. Der er masser at se på udefra — men naturligvis skal jeg da engang, når lejlighed byder sig, se nærmere også på det indre. Slottet er et rigtigt torneroseslot, som det ligger der dramatisk for enden af en bjergkløft , der gennemstrømmes af Pamprefloden, og med vækster omkring, der gør det endnu mere utilnærmeligt at se på. Bygningen fremstår nærmest kvadratisk med høje mure, som omslutter selve slottet med de firkantede hjørnetårne og i midten det dominerende kvadratiske tårn med det takkede brystværn, hvorfra man hele tiden forventer, at slottets indbyggere kommer til syne og sender en brændende pil af sted fra armbrøsten for at fortælle, at det er her til og ikke længere. Man føler sig langt fra velkommen, som slottet ligger dér fuldstændig utilnærmeligt. Det er en bygning, der udstråler afvisning og fjendtlighed, som det ligger dér ganske øde i det uvejsomme landskab. Man tænker på, hvad det er for kræfter, der har skabt det. Formålet er ikke til at tage fejl af. Det er en manifestation af magt overfor omgivelserne. Et instrument i en voldelig adels undertrykkelse og udplyndring af egnens bønder og handlende. Men det er naturligvis kun den ene side. I dag fremstår slottet nærmest dragende, romantisk. Det er temmelig forfaldent, mu66 Om Caminoen rene er revnede og slyngplanter kravler op overalt og truer med helt at overtage bygningerne. Mærkeligt som tidligere tiders aggressive bygningsværker med tiden kan komme til at se helt romantiske ud. Man tænker mere på dem som befolkede af bly og smækre ungmøer end af brovtende krigskarle i grumme grevers sold. Nu har den galiciske regering købt det af brødrene for den nette sum af fem millioner euro. Pengene vil blive betalt i rater over nogle år, og ordenen vil bruge dem til fortsat arbejde for de fattige. På den måde kan man sige, at slottet på trods af sin funktion i onde magters tjeneste ender med at give noget tilbage til de fattige, som det har været en del af undertrykkelsen af. En modsætningsfuld historie ikke uden et vist perspektiv. Borgen blev bygget omkring 1375 af Gonzalo Ozores de Ulloa, og har været skueplads for mange af de bataljer, der prægede tiden. Man kan ikke lade være med at tænke på den tids pilgrimme, der ud over de øvrige anstrengelser, måtte døje med de uroligheder, der uafladeligt udspillede sig i de områder, som de passerede. De nye ejere har endnu ikke annonceret deres planer for monumentet, men mon ikke det i de kommende år vil blive ganske gennemgribende renoveret og gjort til et udflugtsmål for turister — og pilgrimme! Hvis man ønsker at besigtige Castillo de Pampre i sit skønne forfald, skal man sikkert ikke vente for længe med sit besøg. Slottet har skiftet hænder mange gange i årenes løb, fra adelsmand til adelsmand. Hertugen af Alba solgte det videre til en lokal mand fra Palas de Rei i slutningen af det 19. Hvad skulle det også bruges til, som det lå dér i ødemarken i alt sit forfald? Den seneste ejer var greven af Morraxeiros, Manuel Taboada Fernández, der købte det for det beskedne beløb af seks millioner pesetas 36. Samme greve var efter sigende totalt afvisende overfor ønsker om at åbne slottet for besøgende. Det kom så langt, at den galiciske regering ville anlægge en sag mod ham for at tvinge ham til at åbne borgen, der skønnedes at have en almen historisk — og turistmæssig — interesse. Men det sker, at der er unge mennesker. Stine 33 år og Jens Troense 69 år fra Horsens vandrede fra Saint Jean Pied de Port til Santiago i september 2011. De er begge to journalister, og begge har skrevet om deres oplevelser. Jens Troense skriver for Horsens Folkeblad om Camino-vandringen. Stine Troense har skrevet syv artikler, som nemt kan findes på nettet. Det er hendes beretning om livet, dagligdagen, de andre pilgrimme, vablerne, solen, frosten — alt i alt en fantastisk livsoplevelse. Far og datter slapper af. Stine og Jens Troense halvvejs på Caminoen. Til daglig er hun journalist på fitnes-bladet iFORM, der har voksne aktive kvinder som målgruppe. Stine Troense til højre i en god snak på kirkeloftet i Granon. Det er let at finde de syv artikler. Gå ind på: iform. Og i øvrigt har Stine Troense på sin blog lagt et link til Pilgrimsforeningens hjemmeside. Om Caminoen Munkesten til refugie i Spanien Historien om hvordan en munkesten skiftede sted fra en dansk landsbykirke til et refugie på Caminoen. De ældste dele af kirken er bygget af natursten, men hovedparten er gennem utallige restaureringer gennem årene bygget af munkesten. Derfor fremstår kirken i dag som en munkestenskirke. Modelunerne er skiftet gennem tiderne. Engang i 1500-tallet blev det oprindelige østvindue muret til for indenfor at give plads til et opulent alter til ære for — ja, Christian IV. Nu er der gået mode i at åbne de tilmurede østvinduer i vore middelalderkirker for igen at give Guds lys mulighed for at skinne ind under gudstjenesterne. Og så må kongealtrene i depot og vente på, at de om nogle hundrede år igen kommer på mode. Lyngby kirke undergår i år og en del af næste år med en restaurering, hvorunder det tilmurede østvindue igen bliver åbnet. En af de munkesten, der blev til overs da østvinduet i kirken blev brudt op i begyndelsen af oktober 2011, befinder sig nu i Spanien. Ave Fenix Villafranca de Bierzo er en by på pilgrimsruten Camino de Santiago. Herfra er der omkring 170 kilometer tilbage af vandringen til målet, Santiago de Compostela. I middelalderen byggede man her en kirke indviet til Sankt Jakob, hvor pilgrimme, der ikke havde helbred til at fortsætte, kunne opnå den samme aflad for deres synder, som havde de vandret hele vejen. Ved siden af kirken lå et pilgrimshospital, der i modsætning til kirken er forsvundet. Her skabte han sammen med sin kone, Carmen, et herberg for pilgrimmene. I de første mange år bestod herberget af et jernskelet overtrukket med plastic, som et drivhus, men fra begyndelsen af det nye årtusinde har stedet skiftet karakter. Jato som man kalder ham fandt fundamenterne af det gamle pilgrimshospital, og med hjælp af frivillige fra hele verden gik han i gang med at rekonstruere herberget kun med brug af genbrugsmaterialer. Det har taget mere end et tiår, og i dag fungerer det, som et af de bedste herberger på Caminoen, i hvert fald ét af de mest sjælfulde. Det hedder Ave Fenix, Fugl Føniks, og passer perfekt til sit navn. Jato Jeg besøgte Jato første gang i 1992, og har siden været der mange gange. Stedet — og ikke mindst han — er for mig et af de absolutte højdepunkter på Caminoen. En gang vandrede jeg på Caminoen med min kone, Mette. Vi kom til Ave Fenix sammen med en italiensk gruppe, der var under ledelse af en præst. Midt i plasticherberget blev der holdt messe, hvor vi blev inviteret 70 Om Caminoen med. Jato skulle læse op fra det Nye Testamente, men det gik slet ikke. Han kom til at græde, fordi det gik op for ham, at Jesus også havde været pilgrim. Caminoen skulle starte i Astorga med første overnatning på vores venskabsrefugie San Javiér. Derfra ringede jeg til Jato og fortalte ham, at jeg havde en gave med til ham til venlig afhentning. Den var han med på, han havde alligevel et ærinde i Astorga, forsikrede han mig. På en anden Camino havde Mette fået tendinitis i skinnebenene. I stedet for at vandre, tog hun derfor bussen til Villafranca. Da jeg kom gående nogle timer senere, sad hun ude på et stengærde med store blade, der dækkede skinnebenene og ventede på mig. Bladene skulle trække betændelsen ud, og for at fremskynde processen, havde Jato tillige presset noget plantesaft ud over benet, givet magiske strygninger og sagt nogle underlige ord. Ren healingmagi, som man jo kan tro på eller lade være. Men Mette vandrede uden besvær de resterende 170 kilometer til Santiago.

Romerriget
Terræn, geologi og klima, se Irland. Til difference stod Frankrig alene, og Ludvig måtte slutte fred og opgive Milano. Fx Leiro, hvor man på kirkemuren har indmuret en platte med en lille pilgrim og teksten: A Santiago voy porque peregrino soy — jeg går til Santiago, fordi jeg er pilgrim. En af sønnerne, Hans Jensen gik ind i firmaet. Når du kommer til Monreal, du skal komme sydfra af den gamle pilgrimsvej, passeres en yderst smuk bro på to buer. Sin følge med et par søde tyske kvinder — eksperter i blyindfattede kirkevinduer — i 10 dage. Han blev født i 1806. Folk stimlede sammen og sladderen gik.